Lær at kende forskel på vinylplader – del 3: Genudgivelser (reissues)

Genudgivelser

Her i det sidste afsnit i serien ‘Lær at kende forskel på vinylplader’ kigger vi på hvad der kendetegner en ’genudgivelse’ eller et ’reissue’.

Typisk kan man tale om en genudgivelse, når en plade bliver fremstillet igen efter at have været væk fra markedet i en årrække. Dvs., at pladen er ikke blevet løbende genoptrykt som blev beskrevet i forrige indlæg. Der kan være tale om plader som i sin tid blev udgivet i et enkelt oplag og som siden er blevet eftertragtet blandt samlere.  Albums der tidligere kun har været udsendt på fx CD vil, når de udkommer på vinyl, vil også blive betragtet som en ’genudgivelse’.

Der kan være rent praktiske og juridiske årsager til, at selskaberne udsender genudgivelser. Når en kunstner skifter pladeselskab, sker det ofte, at det nye selskab genudgiver bagkataloget under ’nye faner’. Genudgivelser vil, af denne grund, også have et nyt katalognummer som identificerer udgivelsen ifht pladeselskabet.

Reissue labels

Antallet af genudgivelser i disse år er enorm. De store etablerede pladeselskaber driver under-labels med det ene formål at genudgive kunstnernes bagkatalog (fx Sony Legacy, Music On Vinyl og Rhino Records) men også mindre, uafhængige selskaber som Back On Black og Light in the Attic er opstået i forbindelse med vinylpladens renæssance og udgiver ældre indspilninger på licens. Herhjemme i Danmark findes der flere mindre pladeselskaber der lever af at genudgive musik på vinyl – som i flere tilfælde ikke før har været tilgængeligt på vinyl.

Hype stickers

Det er ofte let at spotte en genudgivelse, da de fleste vil have et klistermærke på coveret (eller på folien), der tydeligt fortæller, at der er tale om en genudgivelse/reissue. Kig også efter nogle af de nævnte selskaber på enten klistermærker eller bag på coveret. Disse klistermærker kaldes også for ’hype stickers’.

Special editions

Der kan også være tale om plader som blot udgives i specielle udgaver – sideløbende med at de almindelige udgaver stadig er tilgængelige. Ofte vil der være ikke-tidligere udgivet materiale som fx demo-indspilninger, studie out-takes, koncertoptagelser eller udgaver af sange med alternative mixninger. Ud over selve musikken kan selve indpakningen adskille sig væsentligt fra de oprindelige udgaver.

En tendens der har vist sig i de senere år er, at et enkelt album genudgives som boks-set med et væld af ekstramateriale som knytter sig til pladen eller perioden hvor den først blev udgivet. En populær anledning til at genudgive plader er, når de fx kan fejre 20, 25 eller 50 års jubilæum eller blot når pladeselskaberne eller kunstnerne har brug for lidt flere penge. Genudgivelser bliver ofte ledsaget af en ’Special Edition’ eller ’Collector’s Edition’ undertitel, der signalerer, at der er tale om et eksklusiv og ofte begrænset oplag.

Record Store Day

Til den årlige Record Store Day (RSD) er det stort set kun genudgivelser der bliver sat frem i butikkerne, selvom der rettelig også er meget musik der bliver tilgængeligt for første gang på vinyl. I år falder RSD lørdag d. 13 april og afholdes i de fleste pladebutikker i landet (og resten af verden).

Skriv et svar