Japanske vinylplader tilbyder stor lyd, visuel ekstravagance og bonusmateriale som er guf for samlere. Uanset hvilken kunstner du samler på, er der sandsynligvis en del japanske udgivelser som du vil elske at kunne tilføje til din samling.
Der var engang, hvor udtrykket “Made in Japan” var synonymt med skramlet kvalitet, og de fleste japanske produkter blev foragtet for at være billige eller dårligt fremstillet.
Det skyldtes primært, at den japanske produktionsindustri forsøgte at genrejse sig ovenpå Anden Verdenskrig ved at fremstille billige varer af lav kvalitet, som de kunne producere hurtigt – og sælge i stort antal.
Det ændrede sig dog i begyndelsen af 1960’erne, da Japan søgte at ændre image, på samme vis som Sydkorea og Kina har gjort i de sidste to årtier. I midten af 1960’erne blev Japan blandt andet verdenskendt for at producere kameraer og hi-fi udstyr af høj kvalitet.
I takt med den højnede kvalitet af bla. stereo-udstyr blev kvaliteten af japanske plader også bedre, idet pladeselskaber brugte bedre materialer til deres covers og ‘virgin vinyl’ af særlig god kvalitet til presning af selve pladerne. Virgin vinyl er et udtryk for ‘ren’ vinyl, dvs. vinyl der ikke er genbrug af omsmeltede vinylplader.
Alternative covers
Specielt i 1960’erne, blev nogle japanske plader udgivet med andre covers end deres amerikanske/britiske modstykker. Dette var dog en midlertidig foranstaltning, og de alternative omslag forblev sjældent på tryk i længere tid.
Et eksempel kunne være udgivelsen fra 1969 af Smash Hits af Jimi Hendrix Experience. Den originale japanske presse indeholdt et farverigt foto af hele bandet, taget gennem en fiskeøje-linse.
Amerikanske presninger (og senere japanske udgaver) indeholdt flere billeder af Hendrix alene. Det originale omslag er ret sjældent i dag.
Andre japanske LP’er havde covers, der var væsentligt anderledes end de britiske eller amerikanske originaler. Her er links til et par eksempler:
Canned Heat – Boogie With Canned Heat
Jimi Hendrix – Axis: Bold as Love
Japanske sjældenheder
De fleste japanske plader indeholder musik af japanske kunstnere, der synger på japansk. Engelsksprogede albums udgjorde især i 1960’erne en relativt lille del af den samlede branche.
Som følge heraf blev de fleste japanske plader med engelsksproget musik presset i små oplag; nogle gange helt ned til et par hundrede eksemplarer. I stedet for at have for mange titler på tryk, ville de blive genoptrykt, hvis efterspørgslen berettigede det. Afhængigt af salget kan genudgivelser komme et par måneder eller flere år senere.
Ofte ville disse genoptryk have et andet omslag, katalognummer og obi end de tidligere udgaver. Det er ikke usædvanligt, at nogle populære japanske plader er blevet udgivet mindst et halvt dusin gange, hvor hver udgave på en eller anden måde er forskellig fra alle dem, der gik forud.
Bedre lydkvalitet?
Japanske plader er ofte kendt for deres høje lydkvalitet. Der er mange faktorer, der bestemmer, hvordan en plade lyder, herunder kvaliteten af de anvendte masterbånd, mastering, og hvilken slags vinyl der blev brugt til at presse pladerne.
Amerikanske pladeselskaber, der pressede plader i millionvis i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, brugte ofte billig eller genbrugsvinyl til at presse deres plader, hvilket resulterede i ringere lyd og overfladestøj. Der blev også ofte presset et langt større antal plader fra et enkelt sæt matricer end de egentlig var beregnet til.
De fleste japanske plader blev presset med højkvalitets “virgin vinyl”, der blev fremstillet udelukkende til at presse plader med. Disse plader har ofte kun lidt eller ingen overfladestøj, hvilket giver en langt bedre lytteoplevelse.
Derudover blev engelsksprogede musiktitler normalt presset i forholdsvis små mængder i Japan, hvilket betyder, at alle diskene sandsynligvis blev presset, mens matricerne stadig var ‘friske’.
I mange år udliciterede amerikanske Mobile Fidelity Sound Labs presningen af deres plader til JVC i Japan, da JVC havde opfundet en usædvanlig holdbar og støjsvag vinylblanding kendt som “Super Vinyl”, der ikke kunne fås andre steder.
Blandt pladesamlere og lydentusiaster mener nogle at de japanske plader har en ‘lysere’ lyd pga. masteringen og skæringen som foretages lokalt på de japanske fabrikker. Såfremt det er en reel forskel, så kan man finde mange andre eksempler på plader der lyder forskelligt alt afhængig af hvor de er fremstillet.
OBI
Den legendariske 'papistrimmel'
Mens de fleste japanske plader naturligt nok har lokal japansk musik, var vestlig musik populært i Japan. Men sprogbarrieren udgjorde et problem – skulle de udenlandske albumcovers ændres til japanske plader, med japanske kunstnernavne, albumtitler og sangtitler trykt på japansk?
Løsningen var en obi, som betyder “bælte”. Obi’en er en papirstrimmel, normalt omkring to tommer bred, som vikler sig lodret rundt om albumcoveret og indeholder oplysninger om kunstneren, albummet og albummets pris i yen.
Da disse papirstrimler var skrøbelige og let revet i stykker, mangler de ofte på ældre udgivelser i dag, især da forbrugerne i 1950’erne og 1960’erne ikke tillagde dem nogen særlig betydning og ofte smed dem væk efter købet.
Derfor kan være ret svært at finde japanske plader lavet før 1970, som stadig har obi intakt, og for nogle albums næsten umuligt. Hvis obi’en dog er intakt kan det dramatisk påvirke prisen på nogle japanske plader, nogle gange med en faktor ti eller mere.
Den mest almindelig obi, er den lodrette stimmel beskrevet ovenover, men der findes andre versioner af obien, der lejlighedsvis er blevet brugt. I 1963 blev en kortvarig “hankake” obi, eller “halv obi” brugt. Det var små strimler af papir, der blot blev foldet over toppen af omslaget. Disse var mindre populære hos detailhandlere, da de havde en tendens til let at falde af. I dag ser man ofte denne type obi på CD-udgivelser.
I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne brugte nogle få pladeselskaber, især RCA og CBS, en større, foldbar obi, der løb henover toppen af coveret. Disse er generelt kendt som en “cap” obi, og mangler ofte, da det eneste, der holdt dem til coveret, var albummets originale ‘shrink wrap’ (plastfolieindpakning)
Nogle selskaber brugte et klistermærke i stedet for en obi i 1970’erne og 1980’erne. Disse klistermærker blev fastgjort til selve folien og mangler derfor ofte i dag da man for det meste skiller sig af med plastfolien efter man har åbnet pladen.
Nogle samlere ærer japanske plader for deres høje produktionskvalitet og lyd, og de kunne ikke være mere ligeglade med, om obi’en er til stede eller ej.
Andre samlere tillægger obi’en stor betydning og værdi, og betragter den som en væsentlig del af albummet.
Brugen af obis begrænser sig ikke kun til vinyl- og cdplader, men findes også på kassettebånd, bøger og fx DVD og Bluray udgivelser i Japan.
Japanske tekstark
Sprogbarrieren som man forsøgte at løse ved hjælp af obi’en var naturligvis også aktuel i forhold til de engelske sangtekster. For at give det japanske publikum en mulighed for at forstå hvad der blev sunget, blev der til de fleste udgivelser fremstillet et separat tekstblad/hæfte som fulgte med pladerne som indstik. For det meste følger teksterne på originalsproget også med. Det kan dog være lidt af en oplevelse at læse de ‘engelske’ tekster, da man kan finde flere eksempler på at de ikke helt stemmer med hvad der egentlig bliver sunget på pladen. Det skyldes, at de japanske selskaber nogle gange selv måtte forsøge at lytte sig til teksterne, hvis ikke de var blevet fremsendt af kunstnerens pladeselskab. Det kunne være en stor udfordring for folk som ikke selv havde fx engelsk som modersmål.
Bonusmateriale
Ud over mere eller mere standardtilbehør som fx. tekstark, finder man ofte unikt ekstramateriale i de japanske udgivelser.
Det kan være plakater, klistermærker, hæfter, bestillingsformularer og andet fan-merchandise. Nogle udgivelser har endda ekstra numre som udelukkende blev tilgængelige på det japanske marked. Ligesom en intakt obi kan påvirke prisen, vil prisen på en komplet udgivelse med alt ekstra tilbehør oftest være dyre samlerobjekter.
Det er et spørgsmål om personlig præference, selvom en kopi af et album med en obi altid vil have en højere pris end en kopi af det samme album uden et.
JIS - Japanese Industrial Standards
Nærstuderer man sine japanske plader, vil man kunne finde et symbol præget i udløbet. Dette er JIS-symbolet som står for Japanese Industrial Standards, hvilket henviser til de standarder, der bruges til alle industrielle aktiviteter i Japan til bla. vareproduktion. Producenter af varer er forpligtede til at overholde disse standarder og forsyne sine produkter med dette symbol.