To be thick as a…

To be thick as a…

Jeg har kun gjort det et par gange.

Altså, taget en plade med til en koncert i den forhåbning om, at jeg kunne få den signeret. Det har dog aldrig været en fornøjelse og kun et par enkelte gange er missionen lykkedes. Det værste er, at man er nødt til at passe på pladen (eller hvad man nu har slæbt med) under hele koncerten og med mindre det er en ‘sidde-ned’ koncert så kan det være noget af en udfordring at passe godt nok på pladen så den ikke får varige mén efter man har stået midt i en hob af halv- eller helfulde publikummer, hvor absolut ingen af dem har været dumme nok til at slæbe deres dyrebare plader med.

Tilbage i 2000 gjorde jeg ét af mine få forsøg. Mit store band, Jethro Tull, skulle give koncert i Vega. Det var ikke min første koncert med dem, men det var første gang jeg ville prøve at få et par autografer. Helst fra Ian Anderson, selvfølgelig.

Jethro Tull koncert billet

Jeg medbragte min gamle originaludgave af Thick As A Brick – hele vejen fra Aalborg, hvor jeg boede dengang. Jeg købte også et turnéprogram, som man jo gør. Et ganske hæderligt hæfte i fin kvalitet. Koncerten var fin, god lyd og to timer med gammelt og nyt – og med en oplagt Anderson som dengang stadig havde liv tilbage i sangstemmen.


Jeg tænkte undervejs, at netop Ian Anderson ville være en fornøjelse at møde. Han virkede glad, selvom han også har et ry for at være arrogant og vrissen. Det var han ikke denne aften. Det måtte da være gode forudsætninger for at kunne sikre sig en af de hellige autografer på min favoritplade.

Da koncerten var slut gik jeg tilfreds udenfor og fandt sceneindgangen. Her ventede jeg sammen med en (tålmodig) ven i et godt stykke tid. Så længe, at jeg var tæt på at droppe missionen.


Det var begyndt at føles en smule dumt at stå der. 24 år gammel med en endnu ældre plade i posen – ventende på en mand der var mere end dobbelt så gammel som jeg selv.

Pludselig skete der noget. Ud af døren kom Ian Anderson og guitaristen Martin Barre. De skyndte sig hen til en ventende bil, der holdt med motoren kørende. De hoppede ind på bagsædet, og skulle lige til at køre afsted da jeg bankede på ruden og holdt min gamle plade op. Jeg fik vist nok signaleret mit ærinde, for ruden blev sænket ca. 15 cm – både nok til at selve pladen kunne komme ind i bilen, men nu kunne de også høre mig fremstamme ‘Hi mr Anderson, could you please sign my album for me? Thank you for a great show’.

Der kom ikke mange ord retur, måske et ‘mmm…’ eller et lavmælt ‘yes’, men pladen skiftede hurtigt hænder så de begge kunne sætte sit navn på coveret.

Thick As A Brick – signeret af Martin Barre og Ian Anderson

Kækt listede jeg så turnéprogrammet ind ad vinduet, hvorefter der lød en stemme i bilen ‘only one item, please’. Jeg husker ikke hvad jeg sagde, men det endte med et sæt autografer mere. Derefter kørte bilen afsted. Tilbage stod jeg så med min Thick As A Brick, signeret af to af mine musikalske helte. Mødet var overstået på under to minutter, jeg fik ikke sagt alle de ting jeg ville sige, ej heller stillet de spørgsmål jeg havde. Det var ikke den ‘hyggelige’ og sjove Ian Anderson som jeg kendte fra koncertoptagelserne og interviews jeg havde mødt.

Dot Com turnéprogram

I stedet var det en træt mand, der netop havde fået fri fra arbejde og udsigten til at tilbringe endnu en nat på et dødsygt hotel langt hjemmefra, havde måske gjort ham vrissen og utålmodig. Og her stod jeg – en smule star-struck, med mine forventninger. Jeg fik godt nok hvad jeg kom for, men episoden satte alligevel sine spor.

Siden da har jeg kun enkelte gange mødt kunstnere efter koncerter. De fleste har været en fornøjelse at møde, men mødet udenfor Vega fik mig alligevel til at tænke nøje over om det er indsatsen værd.

De tre andre i bandet nåede ikke at komme ud af Vega før vi sad på et nærliggende værtshus med en iskold. Mon ikke de helst også ville være i fred.

Skriv et svar