Om forventningens glæde

Jeg har lige været på en længere rejse langt væk fra pladeforretninger. Som regel har jeg for vane at tjekke op på den slags inden jeg rejser nogen steder hen. Denne gang var der dog ingen vej uden om. Rejsemålene var blottet for musikbutikker. For sjov skyld tjekkede jeg app’en VinylHub da jeg stod på den tidligere danske ø St. Thomas i det caribiske øhav. App’en kan ved hjælp af GPS vise dig vej til nærmeste pladebutik ligegyldigt hvor i verden du befinder dig. Ifølge den var der 896 km til den nærmeste butik Carillo Musical i Caracas, Venezuela af alle steder. Det gav en vis utryghed at opdage at være så langt væk fra et vandhul.

896 km til nærmeste pladeforretning

Heldigvis havde jeg min telefon med mig – spækket med musik. Både i form af lagrede albums, men også via Spotify, som jeg også er flittig bruger af. Man skulle jo nødig komme til at savne musik.

Det fik mig til at tænke på ’de gamle dage’ – dengang man ikke bare kunne køre hele sin digitale musiksamling over på sin mobil. Dengang lå der, forud for en rejse, et større arbejde i nøje at udvælge hvilke kassettebånd der skulle med på rejsen. Måske der endda skulle laves et par særlige blandede bånd til turen med de bedste aktuelle numre fra yndlingspladerne. Jeg husker det som en temmelig vigtig ting, der krævede nøje planlægning. For det værste man kunne komme ud for var, at være fanget på en campingplads i Spanien og opdage at man havde glemt et vigtigt bånd derhjemme.

Man kunne jo selvfølgelig også købe musik på ferierne til udlandet. Jeg købte tit plader på rejser med mine forældre tilbage i 80erne. Problemet med vinylpladerne var jo selvfølgelig, at man ikke lige kunne afspille dem før man kom hjem til Danmark – og her kommer jeg ind på temaet for dette indlæg; kunsten at kunne glæde sig.

Når jeg tænker tilbage så er nogle af de plader jeg købte på ferierne også de plader der stadig i dag betyder mest for mig.

Da pengene dengang var små, så var der sjældent råd til at købe mere en én plade i løbet af en ferie. Så derfor skulle der foretages et velovervejet valg om hvilken plade der skulle med hjem. Dengang (som nu) var jeg lidt af et metal-hovede og det afspejlede selvfølgelig mine valg.

Jeg husker da jeg købte Iron Maidens Seventh Son of a Seventh Son på en camping ferie i Spanien sommeren 1988. Jeg vil tro, at der gik næsten tre uger inden jeg rent faktisk kom til at høre pladen, men inden da havde jeg ligget timevis på sofaen i campingvognen og studeret coveret, inner-sleeven, teksterne og credit-listen. Jeg kendte pladen ud og ind inden jeg overhovedet havde hørt en tone (lige bortset fra Can I Play With Madness som allerede var ude som single). Det hele var med til at bygge store forventninger op.

Seventh Son of a Seventh Son og El Numero De La Bestia. Hhv Spanien 1988 og 1987

Året forinden købte jeg The Number of the Beast på ferie samme sted. Den plade kendte jeg i forvejen, men på den spanske udgave stod der også ’El Numero De La Bestia’ på coveret. Det var frækt, og jeg kunne ikke vente med at komme hjem og høre den for at se om musikken også skulle være anderledes nu hvor der stod noget andet på forsiden. Samme år fandt jeg en tarvelig kassettebåndskopi af Kreators Terrible Certainty på et marked som jeg spillede om og om igen på min walkman. Båndet har jeg desværre ikke mere, men musikken gjorde indtryk.

I efterårsferien 1987 købte jeg Hell Awaits med Slayer og Among the Living med Anthrax på min første tur til London. Jeg kan huske, at jeg købte Hell Awaits i smug i Tower Records for at mine forældre ikke skulle opdage coveret.

Hell Awaits og Among the Living. London 1987

Det er sjovt som minderne vælter frem når jeg finder disse eksemplarer frem igen. Jeg vil tro, at der er en direkte sammenhæng mellem min fascination af musik og vinylplader og disse ferieoplevelser.

Jeg må erkende, at jeg ikke længere fordyber mig i pladerne som jeg gjorde da jeg var yngre. Der er selvfølgelig enkelte som stikker ud og kommer under huden på mig. Pladerne ankommer med posten i en lind strøm og når jeg besøger en pladebutik kommer jeg ofte hjem med en pæn stak plader. Der er rent ud sagt for mange plader til at jeg kan give hver enkelt lige delt opmærksomhed.

Jeg køber stadig plader på mine udlandsrejser, men ofte har jeg hørt dem inden på Spotify eller også køber jeg plader fordi jeg bare er nysgerrig. Jeg behøver bare ikke vente til jeg kommer hjem med at høre dem, og det er nok noget af det jeg savner lidt.

Skriv et svar